1 måned

Dagen for min afrejse nærmer sig. Der er nu en måned til, at jeg befinder mig i Kastrup Lufthavn med pakkede kufferter og familie og venner der vinker farvel. Nu hvor der ikke er så lang tid til, er jeg begyndt at blive mere og mere nervøs. Ikke om det er det rigtige valg jeg har valgt, for det ved jeg det er,  men jeg er nervøs for hvad der venter mig derovre -og hvad jeg efterlader herhjemme. Hvordan vil det gå de andre der hjemme? Hvad hvis der sker noget og jeg ikke er der til at kunne hjælpe? Bliver jeg glemt? Det er alt sammen sikkert bare nervøsiteten der taler, men jeg tænker det stadig. Livet stopper jo ikke bare fordi jeg har valgt at rejse til USA. Det er nok det der er mest frustrerende for mig. Det, at jeg ikke kan være der for mine nærmeste hvis der sker dem noget, støtte dem når der sker noget fantastisk -bare kunne være der for dem. Hvor må det have været forfærdeligt i tiden før Skype, e-mail, telefon. At være så langt væk og kun have brevet som den eneste kontakt mulighed. Jeg er taknemlig for, at jeg har teknologien på min side.